Engelsk A + TyskF A + Samfundsfag B

Engelsk A + TyskF A + Samfundsfag B: Europæisk perspektiv på en global verden 

På denne studieretning lærer du at kommunikere på tværs af grænser. Du får et europæisk perspektiv på en global verden. Et vindue til verden gennem litteratur, digitale medier, film og kunst. Vi læser et bredt udvalg af tekster, både skønlitteratur, sagprosa, lyrik og ser film.

Samspillet mellem de to store europæiske sprog giver en bred sproglig base og en god sprogforståelse og ikke mindst vigtig viden om europæisk kultur og erkendelse. Samarbejdet med samfundsfag giver mulighed for at dykke dybere ned i aktuelle sager som for eksempel Brexit og præsidentvalget i USA, migration og moderne identitet.

Engelsk
Faget byder på analyse af forskellige tekster, kort- og reklamefilm samt medieteori til analyse af sociale medier og nyhedsmedier. Engelsk er et verdenssprog og indgår naturligt i det internationale perspektiv i denne studieretning. I engelsk arbejder vi hen imod en beherskelse af sproget på højt niveau såvel mundtligt som skriftligt for at kunne forstå og begå sig i den globaliserede verden.

Tysk
Du opnår et højt niveau i tysk, så du behersker sproget og kan kommunikere næsten flydende både mundtligt og skriftligt. Det lærer du gennem arbejdet med god litteratur og andre spændende tekster, film, billedkunst og musik. Du får indgående kendskab til Tyskland, der er en central faktor i europæisk økonomi, politik og kultur.

Samfundsfag
I samfundsfag går vi tæt på det politiske system og partierne, velfærdsstaten, socialisering og kulturelle forhold, samt EU’s betydning. Der er fokus på samfundet som helhed, men oftest også på samspillet med det enkelte individ. Vi har ligeledes blik for internationale forhold for eksempel klimaudfordringer eller USA’s betydning for det danske samfund.

Generelt
Denne studieretning er for dig, der er interesseret i sprog, kultur og samfundsforhold. Du vil blive i stand til at begå dig godt på to førende europæiske sprog, og det vil give dig kulturel forståelse, en evne til at orientere dig i omverdenen og et kvalificeret perspektiv på din egen kultur. På studierejsen i 2.g udforsker vi en storby, for eksempel Berlin, Wien eller London.