Kunstner og tidligere elev har givet elevkantinen nyt liv med stort vægmaleri
I efteråret fik skolens elevkantine nyt liv med et vægmaleri lavet kunster Eske Touborg. Værket har titlen Maturity og indkapsler den udvikling man som elev gennemgår i sin gymnasietid.
Eske Touborg er tidligere elev på Aarhus Katedralskole. Han har længe før sin gymnasietid arbejdet med kunst, særligt graffitimaling. Tilbage i oktober måned inviterede vi Ekse tilbage på Katedralskolen for at male et vægmaleri i elevkantinen.
”Jeg tror først, at jeg forstod alvoren i at blive inviteret herind, da jeg begyndte at forberede mig. Jeg begyndte at læse op på det, og der er ikke rigtig nogen, der har malet på væggene siden ’96. Det er det år, jeg er født. Og skolen er en fredet bygning, så det fik mig til at føle mig meget beæret og stolt over netop at blive inviteret ind”, fortæller Eske.
Eske Touborg har malet flere store vægmalerier rundt omkring i Aarhus. ”Jeg har lavet kunst, der stikker i mange forskellige retninger – alt fra sumobrydere til havdyr. I forbindelse med det her værk, var det vigtigt for mig, at vi havde en dialog mellem skolen, kunstudvalget og mig som kunstner, så vi sammen fik lavet et værk. Jeg tror rigtig meget på, at det er i samtalen, at der sker gode ting, og at er her værket for sin størst mulige værdi”, forklarer Eske.
Vægmaleriet indkapsler skolens værdier om mangfoldighed og demokrati og symboliserer med dets ringe og figurer den udvikling, som man som elev gennemgår i sin tid på gymnasiet. Eske fortæller desuden, at han har brugt flere af de samme farver fra Engelunds vægmaleri, der findes i skolens Festsal for at skabe en sammenhæng mellem kunstværkerne på skolen.
Du kan læse mere om tankerne bag værket og se et længere videointerview med Eske Touborg her.