Alumneportræt: Lars Bukdahl
Alumneportræt: Lars Bukdahl
”Jeg lærte, at jeg er en litterær nørd i flammer.” Lars Bukdahl har i det meste af sin levetid arbejdet med forskellige former for litteratur. Hans tid på Katedralskolen og et par gode venner fik ham i gang med at skrive digte og forholde sig kritisk til litteratur. En evne han i dag bruger i sit job som anmelder og skribent på Weekendavisen.
Hvad er dit navn og alder, og hvornår dimitterede du fra skolen?
Lars Bukdahl, 54 år. Jeg blev klassisksproglig student i 1987.
Hvad har du beskæftiget dig med, siden du blev student på Aarhus Katedralskole, og hvad laver du i dag?
Jeg studerede litteraturhistorie/litteraturvidenskab fra 1987 og blev kandidat med speciale om Charles Dickens i 1994. Jeg debuterede med en digtsamling, Readymade! i 1987 og sidenhen har skrevet en lille bunke bøger, digtsamlinger, romaner, børnebøger, litterære monografier og også redigeret nogle udvalg/antologier. I 1988 begyndte jeg at anmelde bøger for Kristeligt Dagblad. I 1996 skiftede jeg til Weekendavisen, hvor jeg stadig huserer, nu som fastansat.
Hvad husker du særligt fra din tid på Aarhus Katedralskole?
Først og fremmest mit mirakuløse møde med mine stadigvæk bedste venner og vores legesyge, fornørdede, studentikose samvær og projekter. Jeg husker desuden en håndfuld gode undervisere, heriblandt den vigtigste og i bedste forstand overflødigste Anders Bollerup i dansk.
Hvilken indflydelse har dine tre år på Aarhus Katedralskole haft på dine efterfølgende valg i din karriere?
Umådeligt meget! Særligt i kraft af mit venskab med Johnnie og især Jens Blendstrup, som provokerede mig til at begynde at skrive digte selv, og hvis egen skrift i dens groft naturlige originalitet tvang mig til af alle kræfter at finde mig selv som kritiker. Jeg måtte stå et sted, hvor Jens kunne ses og udpeges, som den store digter, som jeg i mange år var den eneste, der troede på, at han var, er og bliver.
Hvad lærte du om dig selv i dine tre år på skolen, og har det givet dig særlige styrker efterfølgende?
Jeg lærte, at jeg er en litterær nørd i flammer. Det bare var om at brænde videre hvor nu end som helst.
Har du et godt råd, du gerne vil give med på vejen til eleverne?
Vær en duks i dagtimerne og brug nætterne – og gerne fællestimerne og julebazaren - på din superhelteidentitet!