Victorias sabbatår: ”Sæt ambitionerne højt. Det er nu, I virkelig har frihed til at drømme stort”
Victoria blev i sommeren 2023 student fra Katten med studieretningen Bioteknologi A, Matematik A og Kemi A. Læs her, om hvordan hun brugte sit sabbatår som tjener på en restaurant i Toulouse og som frivillig engelsklærer på Madagaskar
På gymnasiet elskede jeg at fordybe mig i naturvidenskab, men i mit sabbatår valgte jeg at fokusere på lidt andre ting. Jeg havde haft fransk gennem hele folkeskolen, men det var først i gymnasiet, at min interesse for sproget for alvor blev vækket - især efter mit tre ugers udvekslingsophold i den lille franske by Brive-la-Gaillade. Her blev det klart for mig, at den bedste måde, jeg kunne forbedre mit franske på, var ved at flytte derhen i mit sabbatår.
Det ledte til, at jeg flyttede til den sydvestlige by Toulouse sammen med min veninde Anna, der også gik på Katten, og boede der i over et halvt år. Toulouse er en by kendt for dens universiteter, arkitektur, gode ungdomsmiljø og gastronomi, og er cirka dobbelt så stort som Aarhus.
På forhånd havde jeg kun fundet en lejlighed, og jeg skulle derfor hurtigt begynde at lede efter arbejde i Toulouse. Det viste sig at være sværere end som så, og der skulle gå mere end en måned og utallige ansøgninger, før det endelig lykkedes mig at få et arbejde som tjener på en hyggelig, fransk restaurant. I min gymnasieklasse med fransk på B-niveau, havde jeg et relativt højt niveau. Det blev dog hurtigt klart, at niveauet måske var højt, hvad angår fransk i skolen. Det var nogle gange som om, at det franske, der blev brugt blandt unge og i restaurationsbranchen i Frankrig, var et helt andet sprog.
Jeg forsøgte desuden at udvide min vennekreds i Frankrig ved at ved at melde mig ind i nogle vandregrupper gennem Erasmus. Det gjorde jeg blandt andet, fordi jeg i hvert fald ikke ville spilde chancen for at tage på vandreture i Pyrenæerne, der kun ligger ca. 2 timers togtur væk fra Toulouse.
Så mens det var lidt af en omvæltning til at starte med på restauranten og at prøve at passe ind på en fransk arbejdsplads, fandt jeg efter nogle måneder mig godt til rette. Lige pludselig var det mig, der skulle oplære de nye tjenere med mit stadig lidt mangelfulde franske. Jeg endte med at arbejde fuldtid på restauranten, og jeg blev ikke kun meget bedre til fransk af at arbejde der i fem måneder, jeg lærte også rigtig mange søde mennesker at kende, og bedst af alt - selvom det lyder som den værste kliché – blev jeg også klogere på mig selv og klogere på, hvem jeg er udenfor gymnasiet. For selvom det var meget intimiderende at flytte til et andet land uden garanti for at få et arbejde og langt fra være perfekt til sproget, så var det ultimativt en af de bedste beslutninger jeg har taget i mit liv. Når man udfordrer sig selv og ender i situationer, hvor man føler sig presset, er det virkelig der, man udvikler sig og lærer mest om sig selv.
En umættet rejselyst
Et halvt år i Frankrig mættede dog ikke min rejselyst. Mens jeg skriver dette, er jeg på Madagaskar på den lille ø Nosy Be, hvor jeg de sidste 8 uger har arbejdet frivilligt som engelsklærer for både børn og voksne gennem organisationen GVI.
Der lå flere tanker bag valget af Nosy Be. På Madagaskar er fransk deres andetsprog, og jeg ville derfor kunne fortsætte med at bruge mit franske til at kommunikere med folk og til at lære om en anderledes kultur. En anden mere speciel grund var, at mine bedsteforældre, mor og onkel, boede to år på øen i start 80’erne, hvor min bedstefar arbejdede med landbrug. Der var derfor også noget nostalgisk ved at tage herhen med tanken om, at min familie for mere end 40 år siden også havde en hverdag på øen, ligesom jeg har i dag.
Det har været en helt vildt fantastisk oplevelse! Ikke blot på grund af alle de fede ture jeg har været på; alt fra snorkling med havskildpadder og rokker, ture i regnskoven med lemurer og kamæleoner og til gallop langs stranden ved solnedgang. Noget af det allerbedste har været at undervise, for det gav mig for alvor muligheden for at møde og lære de mennesker, der bor her, at kende.
Hvis der er noget jeg har erfaret i min tid her, så er det, hvor utroligt venlige og gæstfrie Malagasy folk er. De har selvfølgelig en helt anden levestandard og livsstil end hos os i Danmark, blandt andet tempoet de tager hverdagen i. De har et ordsprog der lyder ‘mora mora’, der direkte oversat betyder ‘langsommere langsommere’, og det beskriver meget godt, hvordan de går til alting med en lidt mere afslappet tilgang i forhold til os i derhjemme, hvor effektivitet og høj hastighed næsten er lig med at være dansk. Det tog mig lidt tid at vænne mig til, men jeg endte med at nyde det en hel del.
En fed ting ved at deltage i et undervisningsprojekt er, at man får en chance for at gøre en forskel i andre menneskers liv. Når det er sagt, så går det i sandhed også den anden vej. Den indvirkning, eleverne har haft på mig, har været helt enorm, og deres entusiasme, optimisme og nysgerrighed er noget, jeg vil tage med mig for livet. Det er utroligt smittende, og hvis jeg havde været her en smule længere, er jeg ikke sikker på, at jeg nogensinde ville kunne tage hjem.
Victorias tre råd
Hvis jeg skulle give tre råd til de kommende studenter, der også vil tage et eller flere sabbatår før fagbøgerne åbnes igen, er mit første råd:
1. Sæt jeres ambitioner højt. Det er nu, at I virkelig har frihed til at drømme stort, tage på de vildeste rejser og få minder for livet. Hvis opsparingen ikke er kæmpestor, og I ikke vil bruge et helt år bare på at spare op, så er det oplagt at flytte til udlandet og finde arbejde der i stedet.
2. Det er helt sikkert, at alt ikke kommer til at gå helt efter planen, så mit andet råd er at være klar på de muligheder, der viser sig og ikke låse sig for fast. Med det sagt kan det selvfølgelig hjælpe en del at være lidt forberedt. Jeg begyndte at planlægge mit sabbatår mindre end halvvejs inde i 3.g, men det er langt fra de fleste der gør det, og uanset hvad, kommer I helt sikkert til at få nogle super gode oplevelser. Det handler mest af alt om at slå jer løs og udfordre jer selv på en ny måde.
3. Hvis der er noget, I kan tage med jer fra dette portræt, så er det, at en af det bedste ting, du kan gøre i dit sabbatår, er at flytte til udlandet på egen hånd. Når man opbygger en hverdag og en rutine i landet, får man et meget større og mere autentisk indblik i menneskene og kulturen.