Alumneportræt af en kær nabo

Alle gamle elever fra Aarhus Katedralskole blev på en eller anden måde præget af gymnasietiden og tog dette særpræg med ud i den verden, de nu selv er med til at påvirke. Det seneste år har vi opsøgt og fastholdt nogle af de erindringer og erfaringer, som også er med til at skabe skolens historie og samtidig kan være til glæde og inspiration for nuværende elever. I starten af 2020 talte vi med Julie Rokkjær Birch, der i dag er direktør på museet KØN i Aarhus – nabo og god samarbejdspartner til skolen i mange år.

Julie gik i A-klassen, der dimitterede i 2001.

Vi husker stadig i fællesskab 

Hvad husker du særligt fra din tid på Aarhus Katedralskole?

Jeg blev student allerede som 17-årig og husker en gymnasietid, hvor jeg snød mig ind på diskotekerne og var misundelig på de andres SU. Jeg husker også især min første kærlighed, Mikkel, og jeg husker alle festerne og fredagsbarerne. Og mine gymnasieveninder har jeg endnu – så vi husker stadig i fællesskab. Jeg husker også, at jeg (midt i al min teenage-usikkerhed) ofte følte mig privilegeret og som del af en større fortælling, når jeg gik rundt i de smukke gange eller sad og øvede franske verber i en af rotunderne. Der er en stor ånd på skolen, som er helt særlig. Jeg må med skam erkende, at jeg husker meget få, specifikke ting fra selve undervisningen.

Hvilken indflydelse har dine tre år på Aarhus Katedralskole haft på dine efterfølgende valg i din karriere?

Grundlæggende en stor kærlighed til Aarhus som by og stor bevidsthed og respekt over for den kulturhistorie, vi bygger vores samfund ovenpå. Den bliver man jo mindet om hver eneste dag på den arkitektonisk smukke gamle skole, der rummer så mange fine historier af stor betydning. Skolen understregede helt sikkert min sult efter æstetik og kulturhistorie. Og tænk: nu arbejder jeg med den slags lige på den anden side af gaden. Sådan noget som køn, ligestilling og mangfoldighed er dog ikke emner, jeg husker blev behandlet synderligt.

Hvad lærte du om dig selv i dine tre år på skolen, og har det givet dig nogle styrker efterfølgende?

Jeg var meget fagligt fokuseret i folkeskolen, men da jeg kom i gymnasiet, gav jeg lidt slip, fordi jeg opdagede, at jeg kunne gøre det uden de helt store omkostninger. Og så var jeg var jo lidt ung i forhold til de andre, så mine tre gymnasieår var især præget af min sociale og identitetsmæssige udvikling. Jeg prøvede virkelig af, hvem jeg var, kunne og ville være som menneske. Og jeg lavede da også mange gode skæverter. Men gennem det hele følte jeg mig altid taget seriøst som menneske, og jeg kan huske, at jeg var dybt bevidst om, hvor privilegeret jeg var.

Har du et godt råd, du gerne vil give med på vejen?

Nysgerrighed efter læring, nære relationer og en stærk og ægte identitetsopbygning er vigtigere faktorer end karakterer. Jeg har aldrig (som i ALDRIG) brugt mine karakterer til noget som helst – udover at de skulle sendes med Uni-ansøgningen i sin tid. Men alt hvad jeg var sulten efter at lære og taknemmelig for at blive undervist i: det sidder på rygraden – som dannelse. I dag ville jeg sige til mit 15-17-årige selv: ”Det er OK, at du er usikker og introvert, prøv ikke så hårdt – hvil i dine sårbarheder og vær dig selv - for alle andre er også usikre. Og lad være med at bruge så meget sminke – du behøver det ikke … endnu.”