Unge tog ordet til Nordisk Talefest på Dokk1
”I dag er drømme nærmest et pres.” ”Vi skal slet ikke definere, hvad andre kan dømme om.” ”Kunne I leve en uge uden jeres telefoner.”
Sådan lød blot et udpluk af de budskaber, der blev sendt fra talerstolen til Nordisk Talefests regionale talefest 17. april på Dokk1. Ud af i alt 16 udvalgte talere var Katten repræsenteret med tre unge talere; Bertil Skaarenborg, Vigga Overgaard Christensen og Frederik, der alle går i 2.c. Og budskaberne med det overordnede tema ”Drømme” stod særdeles klare frem på trappen på Dokk1.
Bertil talte om drømmen om at lukke for sociale medier, Vigga om drømmen om at få lov at vælge sin fremtid selv, og Frederik om friheden til at drømme. Sammen med de øvrige 13 udvalgte talere, stod det klart og tydeligt, at de unge har masser af drømme – men nogle gange står de voksne og samfundet bare i vejen. Talefesten i Aarhus var én ud af i alt tre regionale talefester, der var arrangeret af organisationen Danske Taler. I samarbejde med lignende organisationer fra Norge og Sverige giver talefesterne unge muligheden for at tage ordet på talerstolen.
Det var skønt at høre de unge tage ordet og tale om alvorlige, vedkommende og virkelige ”drømme”. Og fantastisk var det med det store publikum, som blandt andet bestod af de øvrige elever fra 2.c på Katten.
De unge har en vigtig stemme, som fortjener at blive hørt.
Foto: Mikkel Randløv/elektrofilm.dk