Genbesøg af spanske udvekslingselever
Spanskelever fra Aarhus Katedralskole har haft genbesøg af elever fra deres udvekslingsskole i Hondarribia i Baskerlandet. Her fulgte de spanske gæster skolelivet på Aarhus Katedralskole, mens de boede hos deres danske udvekslingsvenner.
Og Katedralskolens elever har været fantastiske værter. Udover at dele hverdagens øjeblikke har dagene også budt på ture til blandt andet Moesgaard Museum og Den Gamle By.
Kamille Heyn Bjerregaard fra 3.R har haft Malen og Nagitz boende, og de tre fortæller enstemmigt, at det er noget helt særligt at opleve andre kulturer på denne måde, og Kamille Heyn Bjerregaard tøver ikke et sekund med at fortælle følgende om hendes beslutning om at deltage i udvekslingsforløbet:
“Det er nok en af de allerbedste beslutninger jeg har truffet i min tid på Katedralskolen”.
Udover nye store oplevelser og masser af muligheder for at snakke både spansk og engelsk har udvekslingsforløbet også givet eleverne en masse spirende venskaber, og både de danske og spanske elever lægger ikke skjul på, at det ikke bliver helt nemt at sige farvel og på gensyn.
Se et par billeder fra besøget nedenfor: