2.l har skrevet musik, der skal få Street Coffees kunder til at handle bæredygtigt
Eleverne fra 2.l har netop afsluttet et profilforløb, som var et samarbejde mellem musik, engelsk og den aarhusianske kaffebarkæde Street Coffee. Klassen havde til opgave at hjælpe Street Coffee med at gøre noget godt for klimaet. Kaffebaren har nemlig besluttet at begrænse forbruget af papkrus så meget som muligt, fordi krusene er uegnede til genbrug på grund af deres coating. Derfor har kunderne nu fået muligheden for at købe en genanvendelig kop, som vaskes og dermed recirkuleres. Med i prisen for denne kop får man en gratis kop kaffe og et klippekort, som gør hver femte kop gratis.
Udfordringen er nu, hvordan Street Coffee ændrer forbrugernes vaner uden at miste kunder, og hvordan de i stedet kan tiltrække nye kunder gennem det nye, bæredygtige initiativ – og det er hér, at 2.l kommer ind i billedet.
Klassen fik til opgave at skrive musik, der kan ændre kundernes vaner og skubbe dem i en mere bæredygtig retning. Eleverne skrev både tekst og musik, som adresserer problemet. Forløbet sluttede af med en koncert på Street Coffee på Aarhus Ø, hvor kunderne kunne lytte til klassens bæredygtige budskaber over en kop kaffe – og forhåbentlig fik musikken dem overbevist om, at den næste kaffe fra Street Coffee skal drikkes af en genanvendelig kop.