Idræt B besøger Vejle Idrætshøjskole
Idræt B har været på ekskursion på Vejle Idrætshøjskole fra onsdag den 27. september til fredag den 29. september. Det var tre dage med et tæt pakket program, hvor eleverne fik en masse fede idrætsopleveler og oplevede, hvordan det var at bo på en højskole med morgensamling og fællesspisning. Elever deltog ligeledes i holdmoduler med de elever, der lige nu går på Vejle Idrætshøjskole.
I løbet af besøget prøvede Idræt B-holdet kræfter med adventure race, klatrede på klatretårn, havde holdtræning, spillede ultimate, prøvede spinning og dyrkede yoga. En del af programmet stod desuden på mere klassiske boldspil som volleyball, fodbold og floorball.
Foruden de mange aktiviteter bød besøget også på to forskellige fysiske tests i et testcenter på højskolen. Her prøvede nogle af Idræt B-eleverne en sub max og en max konditest, der også bruges på professionelle atleter.
Det var nogle helt fantastiske dage, der virkelig fik rystet holdet sammen! Og så passede besøgets praktiske og teoretiske moduler lige i forlængelse af deres daglige undervisning på Katedralskole. Så det var nogle glade og trætte elever (og lærere), der kunne drage mod Aarhus fredag eftermiddag.