2m lærte om undervandsrobotter til Science Day på Navitas
2m fysikB var den 4. oktober til Science Day på Navitas for at lære om undervandsrobotter. Her blev eleverne klogere på, hvordan undervandsrobotterne bruges til havforskning, inspektion og reparation under forhold, hvor mennesker ikke ville kunne overleve. Klassen hørte også om forskellige typer robotter, droner og sonder som ingeniørstuderende er med til at bygge for klimaforskere.
I løbet af dagen fik eleverne desuden selv lov til selv at prøve kræfter med en undervandsrobot og styre den på en mission i Aarhus Havn.
Workshopdagen stod derudover på flere forskellige oplæg. 2m hørte blandt andet om, hvordan AU Engineering arbejder med udfordringen om, at Danmark bliver vådere i fremtiden. Et andet oplæg gjorde klassen klogere på klimaudfordringerne, og hvor hvordan disse påvirker risikoen for oversvømmelse af Danmarks kyst- og vandløbsnære arealer.
Dagen på Navitas sluttede med en klimavandring på de bynære havnearealer, hvor klassen kiggede på løsninger på at beskytte Aarhus Midtby mod oversvømmelse fra havet.
Det var en spændende og lærerig skoledag blot et stenkast fra vores vante rammer på Katedralskolen.