Rektors dimissionstale 2025

Kære studenter,

Først og fremmest: Stort tillykke! I har klaret det. I har læst, knoklet, diskuteret, grinet og sikkert også tvivlet lidt undervejs – men nu sidder I her med huen på hovedet. Det er en flot præstation, og det skal I være stolte af.  Det har været så festlig en uge på skolen, hvor I er blevet fejret, når I kom ud fra eksamen. Der er bare noget helt specielt ved at se skolegården fyldt med studenter. For os her på skolen bliver det ikke meget bedre. Og i år har været noget helt særligt med hele 12 klasser og 310 studenter.

Og nu er vi nået til dimissionen. Den formelle afslutning på de tre år. Jeres farvel til skolen. Dimissionen på Aarhus Katedralskole er traditionsrig med referencer til skolens historie. Gennem en årrække har vi sunget de samme sange, herunder Morten Børups ”Carmen Vernale”, en forårssang, som Morten Børup, der var rektor på skolen i perioden 1491 til 1520, skrev til sine peblinge, og som nu spilles hver dag fra klokkespillet på Aarhus Rådhus. Sangen er nu en del af ritualet her på skolen, når studenterne springer ud.

For jer er det en tydelig overgang. Jeg tænker, at I måske selv har lidt svært ved at forstå, at I er blevet studenter. At jeres skolegang er slut, og den kendte hverdag forsvinder med porten, skolegården, kirkeklokken, der ringer kl. 8.00, og letbanen, der igen er forsinket. Den genkendelige og vante hverdag med skole, weekender og ferie. Med faste rutiner og kendte mennesker. I står ved en skillelinje – fra noget godt, som slutter, til noget nyt og spændende, der begynder. I kommer selvfølgelig til at opleve flere store livsskift. Det er f.eks., når I for første gang får et job, måske kommer til at bo i et nyt land, får børn osv., men også når I slutter et langt skoleforløb. Sådan nogle skift i livet kan være svære, fordi man bevæger sig fra det kendte til det ukendte. Derfor knytter vi traditioner og genkendelige ritualer til dem – huen, studenterkørslen og dimissionen med de samme sange hvert år osv.

I ved endnu ikke helt, hvad jeres nye status som studenter indebærer, ud over at I ikke længere er elever på Aarhus Katedralskole, ikke længere skal sidde i solen i gården, ikke længere skal slæbe jer op ad alle trapperne og ikke længere skal møde jeres yndlingslærer eller jeres klassekammerater hver dag. Hidtil har skolelivet mere eller mindre været bestemt for jer – først grundskole, så efterskole for rigtig mange af jer, og så en ungdomsuddannelse.

Der sker det mærkelige, at når man står i et skifte som det her, bliver man ofte meget åben overfor omverdenen og ret følsom. Lige nu kan det selvfølgelig også være på grund af de lange lyse sommernætter, kaprifolien og hylden som blomstrer, men samtalerne føles dybere og mere betydningsfulde, venskaberne opleves stærkere og mere intense, fremmede ønsker jer smilende tillykke på gaden – og måske også fordi livet ligger foran jer, fyldt med håb og muligheder.

Så det er ikke trist, at det slutter. Men der er en stor vemodighed i, at alle jer skønne elever, som vi på skolen har knyttet bånd til, forlader os. ”For os der bliver står klasser tomme,” synger vi lige om lidt i forfatteren Thorkild Bjørnvigs dimissionssang fra 1989 ”Så gik der atter et år i skolen.” Det er den følelse, vi alle på skolen har, når et hold studenter forlader os.

Men det er meningen, at det skal slutte, og at I skal videre. I er nemlig parate.

Prøv lige at kigge rundt på jeres kammerater. Så ser I nogle seje unge mennesker, som er klar til at indtage verden. Det er sammen med dem, I har gennemført. Prøv at mærke, hvordan det giver en følelse af styrke, af sammenhold, af bobler i maven af nysgerrighed på fremtiden og fornemmelsen af, at det hele nok skal gå godt. Hvis I lukker øjnene et øjeblik, så kan I finde følelsen af det i maven. Det er en god følelse, som det kan være dejligt at finde frem en mørk vinterdag. Det er en følelse, som I vil huske.

Vi er helt sikkert mange til stede her, måske i dag især jubilarerne, som netop husker følelsen og får en klump i halsen og lidt fugtige øjne, når studentervognene kører hujende forbi, selv så mange år efter, at vi selv blev studenter. .  

Selv får jeg altid en klump i halsen, når vi synger vers tre i Bjørnvigs sang, for her udtrykker han lige netop den sammensatte følelse af vemodighed, frihed og vejen til eventyr, som I også vil huske tilbage på:

Farvel til gården, de grønne linde

Nu er det andetsteds livet sker

Farvel til ham og farvel til hende,

Vi ses igen – og hvem ved, ikke mer.

For bagved murene larmer tiden,

Os venter fare, forvandling, brud

Men også eventyr, skærpet viden:

Hver dag, hvert fredsår er overskud.

 

I skal ud på eventyr i en turbulent verden, der er noget mere usikker, end vi kunne ønske os. Vi lever i en brydningstid. Magtbalancer forskydes, alliancer udfordres, og værdier, vi troede var urokkelige, bliver sat på prøve. Netop i tider som disse har vi brug for mennesker som jer. Ikke til at løse alting alene, bestemt ikke, men til at turde stille spørgsmål. Turde tænke nyt. Turde lytte og samarbejde.

Jonas Salk, amerikansk læge og forsker, sagde en gang, at de to vigtigste ting, man kan give sit barn, er rødder og vinger. Jeg er overbevist om, at I som dimittender fra Katten har fået både gode rødder og en god ballast med fra undervisningen. Masser af viden, dannelse og evnen til selv at tage stilling. I er vant til at være med til at træffe beslutninger, til at blive taget med på råd, til at bruge jeres sunde fornuft og kritiske sans. I kommer med nye perspektiver, nye idéer og en stærk bevidsthed om, hvad der betyder noget. I er klar til at folde vingerne ud og flyve herfra med noget i bagagen og en masse minder.

Her vender vi lige tilbage til Thorkild Bjørnvig, der var født i Mejlgade og blev student fra skolen i 1938. Han skriver om sin tid på Katedralskolen: ”Mine første venskaber oplevede jeg i Katedralskolen. Det kunne være alderen, det var i gymnasiet; det kunne skyldes digteriet i Gymnasieforeningen Heimdall, det kunne være oplevelsen af skolebygningens arkitektur, der måske kunne svare til den kristnes oplevelse af kirkens. Det er svært at sige. Men at træde ind i skolen oplevedes ikke som en frihedsberøvelse. Det var snarere en følelse af, at her hørte man hjemme. Her var der noget, der havde bestået længe før mig, og som ville bestå efter mig”.

Måske er det også en del af jeres minder, det med at føle sig hjemme på skolen og være en del af en lang historie.

Om lidt skal vi høre årets studentertale, som Regitze holder. Det glæder jeg mig til. I har selv stemt om, hvem der skulle holde den – blandt en række anonyme elever, som hver især havde skrevet et kort oplæg om, hvad de ville tale om, hvilke ting ved de tre år de ville fremhæve.

Det var allesammen fine oplæg, hvor de potentielle talere fortalte, at de ville komme ind på, hvad I har fået ud af gymnasiet, at det har været både tankevækkende og kedeligt og svært og spændende. De ville tale om, hvad gymnasiet har betydet for jer, hvordan rejsen har været med masser af lektier, afleveringer, SRP, skolens mange trapper, vandautomaten, håndtørrede og toiletter, der af og til ikke virkede, hyggelige stunder i skolegården, vejen til Føtex og meget, meget mere.

Fælles for alle var dog, at de ligesom Bjørnvig fremhævede det at høre hjemme på Katten og især fællesskabet som noget af det allervigtigste at tage med fra de tre år. Fællesskabet og alt det, I har givet hinanden, sammenholdet på årgangen og med resten af skolen, hvordan I har lært af hinanden, grint sammen, festet og hjulpet hinanden til at nå dertil, hvor I er i dag – på vej ud ad porten.

Det blev jeg virkelig glad for at læse, for det fortæller mig, at I har oplevet, at mødet og samværet med andre giver en så meget. Det med at være sammen om et fælles tredje, hvor man for en tid glemmer sig selv og fordyber sig i noget, der ligger udenfor en selv, sammen. Som I har gjort i undervisningen og uden for undervisningen med Røde Kors indsamlinger, musicals, studiekredse, fællessang, morgensamlinger, koncerter, og med alle de udvalgsaktiviteter, som I har lavet for og tilbudt til hinanden – fordi I har villet fællesskabet. Det er nemlig godt at vi kan synge, men endnu bedre, at vi også har fælles sange, vi kan synge sammen. Og det har I medvirket til, at vi fortsat har her på skolen.

Men forhåbentlig har I også mødt et fællesskab, der har udfordret jer og lært jer at sætte pris på hinandens forskelligheder og forskellige holdninger og synspunkter. For man bliver et friere menneske jo større ens horisont er, når man bliver udfordret på sine meninger og tør stå ved dem. Den demokratiske samtale, hvor forskellige holdninger er legitime og ligeværdige er ikke mindst lige nu, sådan som verden desværre ser ud, overordentlig vigtig. Det er ok, at man synes noget forskelligt, og det er ok at være uenige. På den måde lærer man også at forholde sig kritisk til sine egne holdninger. Det håber jeg, at I tager med herfra. Det dur ikke, at vi, som alt for mange gør i dag, forskanser os i hver vores ekkokammer og føler os trådt over tæerne, fordi andre mener noget andet, for så er ens sko for små. Hold fast i fællesskabet og de gode samtaler, hvor man er uenige og gennem samtalen får udviklet sine holdninger og synspunkter.

I den sidste uge har mange af jer givet udtryk for en stor glæde – ikke bare over at være færdige med eksaminerne, men også over selve det at have gennemført gymnasiet. En form for lettelse, ja, men også en dybere tilfredshed. Man kunne kalde det uddannelsesglæde.

Idéhistorikeren Jens Erik Kristensen har forsøgt at sætte ord på det. Han beskriver uddannelsesglæde som glæden ved at tilegne sig nye, øjenåbnende indsigter, ved at få bredere viden, større udsyn og dybere forståelser. Glæden ved faglig fordybelse – også selvom det til tider er hårdt, kedeligt eller frustrerende. (Og det tror jeg godt, I ved, hvad han mener med.)

Han peger også på glæden ved god undervisning og inspirerende undervisere – dem, der får stoffet til at åbne sig og give mening. Glæden ved, at det faglige ikke kun handler om teorier og begreber, men også om personlig udvikling og erkendelse, om dannelse. Og ikke mindst, som I selv har sagt det: Glæden ved at være en del af et fagligt-socialt fællesskab.

Det med det hårde arbejde har Stefan Hermann, direktør i LIFE Fonden, meget fint kaldt “anstrengelsens poesi”. For uddannelse er ikke bare sjovt og lystfyldt hele vejen. Det kræver en indsats, grundighed, tålmodighed og flid. Det er hårdt arbejde at gå fra ikke at kunne – til at kunne. Fra overfladisk forståelse til dyb indsigt. Det er også derfor, det ikke nytter noget bare at spørge AI om fortolkningen af en tekst, hvis man ikke selv har læst den. For det er jo netop i arbejdet med teksten – i mellemregningerne og de mange spørgsmål undervejs – at forståelsen opstår. Det er der, det gode håndværk, som I har lært, ligger. Men AI kan bruges til så meget andet godt.

Uddannelsesglæde er heller ikke noget, man nødvendigvis mærker i øjeblikket. Ofte opdager man det først senere – når man pludselig forstår noget nyt, får overblik eller opdager en sammenhæng, man ikke tidligere har set. Det kan være, når man behersker en metode, eller pludselig står med et redskab, man slet ikke vidste, man havde fået.

Helt personligt var der bestemt et par fag i gymnasiet, som jeg havde svært ved at se, hvad jeg skulle bruge til, men som jeg senere har haft stor nytte af. Og jeg gætter på, at nogle af jer har haft det på samme måde. Måske er der fag, hvor I stadig tænker: Det her kommer jeg aldrig til at bruge. Men bare rolig – det kommer. Det er uddannelsesglæde på bagkant.

Den form for glæde handler også om at huske tilbage på de lærere, der gjorde en forskel. De fag, der tændte noget i jer. De timer, hvor det hele gav mening. Jeg håber, I har mange af sådan nogle minder fra Katten – for vi har dygtige og dedikerede lærere, og jeg ved, de har gjort deres bedste for, at I skulle føle jer set og blive dygtigere.

Jeg håber, at I – enten nu eller på et senere tidspunkt – vil mærke den her særlige uddannelsesglæde ved det, I har lært og opnået. For I har virkelig gjort en indsats, og I har klaret jer godt.

Og nu er i klar til at flyve videre, med gode rødder og stærke vinger. I er klar til at tage styrepinden i jeres fremtidige liv, ja faktisk så er I allerede lettet.

Simon Kvamm synger netop det i sangen ”I luften”:

”Vi sætter os til rette med hver vores styrepind
Vi spænder vores sele, tænker: "La' det hel' begynde"
Vi drejer på gassen, vi råber: "Let's go"
Men inden i os selv tænker vi, oh
For skyerne under os, hjulene er oppe
Vi findes på radaren, vi ka' ikk' bare stoppe
Og pludselig fatter vi det, som vi sidder der til rette
Vi' i luften, vi er ikk' ved at lette.”

God flyvetur til jer alle sammen.

Med disse ord dimitterer jeg jer, årgang 2025, fra Aarhus Katedralskole.