Elever tager kampen op mod ensomhed i SamfundsCup
Onsdag den 12. januar var kampen mod ensomhed på skoleskemaet for alle elever i 2. og 3.g, der har samfundsfag på A- og B-niveau. Klasserne deltog i innovationskonkurrencen SamfundsCup, der i år bliver afholdt med ensomhed som omdrejningspunkt. Elevernes opgave var derfor at finde løsninger på, hvordan man bekæmper ensomhed blandt unge.
Grupperne skulle pitche deres løsningsforslag, og præsentationerne af alle de gode idéer blev livestreamet fra Festsalen, så alle klasserne kunne følge med. Vinderne blev Christoffer, Maiken, Elias A. og Nikoline fra 3.t. Med projektet ”Foreningslivet på skoleskemaet” foreslår de at oprette et nyt valgfag på ungdomsuddannelserne, som skal øge unges kendskab til foreningslivet og dermed vise vejen til fællesskaberne for de unge.
Projektet har sikret dem en plads i regionsfinalen, som afholdes på Paderup Gymnasium den 4. februar 2022. Vi ønsker stort tillykke og held og lykke videre i konkurrencen!