Elever bruger grafisk design til at dele budskab om grøn transport

2.k og 3.k, som begge har Design og arkitektur A, har netop afsluttet et flerugers forløb på Godsbanen, hvor eleverne udviklede forskellige designs på Grafisk Værksted. Forløbet tog afsæt i tre forskellige opgaver, som eleverne på forskellig vis udarbejdede løsningsforslag til. For hvordan får man for eksempel flere piger til at skateboarde? Hvordan får man flere unge til at bruge cykelhjelm? Og hvordan sørger man for at udbrede budskaberne om grøn transport i Aarhus C? Eleverne designede blandt andet æstetiske stickers til skateboards, udsmykninger til cykelhjelme og kampagneplakater til byens gader. 

Billede af elevernes grafiske designs


Som optakt til forløbet var eleverne på rundvisning på alle Godsbanens værksteder for at lære stedet og dets mange muligheder at kende. Herefter gik teori, analyse og praksisarbejde hånd i hånd i et projektbaseret forløb, hvor både designprocessen og det endelige resultat var i centrum. Eleverne anvendte deres viden om kommunikationsdesign i både det analoge og digitale skitsearbejde, og efterfølgende blev de færdige projekter printet i høj kvalitet og storskalaformat takket være faciliteterne på Grafisk Værksted.

Billede af elevernes grafiske designs     

Intentionen med forløbet er at udvide samarbejdet, så designeleverne også kan arbejde på nogle af Godsbanens øvrige værksteder i kommende designforløb samt i elevernes eksamensprojekter. Projektet er et tilbagevendende forløb, som de kommende klasser med Design og arkitektur A også kommer til at prøve kræfter med.

Billede af elevernes grafiske designs   Billede af elevernes grafiske designs

Billede af elevernes grafiske designs   Billede af elevernes grafiske designs