Lærerportræt: skolens ældste og yngste lærer

Man siger, at man fødes to gange…

 

Hvordan ser skolelivet ud på Aarhus Katedralskole i 2025? Vi satte skolens ældste og yngste lærer sammen til en snak om livet som gymnasielærer.

 

Sine kommer næsten lige fra sin afskedsreception i Festsalen, mens Olivia netop har afsluttet sit første år som selvstændig lærer uden pædagogikumvejledernes evige årvågne blikke på hendes didaktiske praksis.

De er mødt op i M32 til hindbærsnitter, kaffe og en snak om glæder og udfordringer i gymnasielærerlivet. Og på nogle områder er den yngste og ældste ansatte på skolen helt enige, mens forskellighederne trives på andre spørgsmål. Ingen af dem er dog i tvivl om, hvad der er det bedste ved jobbet, og da de bliver spurgt, svarer de i munden på hinanden: Eleverne..!

Og uddyber:

 

Olivia: Det bedste ved jobbet er klart eleverne, og så det, at man får lov til at nørde med sine fag. Det er megafedt at dele den interesse, man selv har, med nogen som ikke ved så meget om det. Herudover er det meget tilfredsstillende at give unge mennesker indsigt i nogle af de ting, der omgiver dem i hverdagen og vise dem, at de faktisk kan lære noget, som de ikke troede, de kunne.

 

Sine: Jeg kunne ikke være mere enig. Og så vil jeg sige, at det er en stor gave at være med i den dannelsesproces, som eleverne gennemgår i årene på gymnasiet. Det er jo helt vildt, hvad der sker fra 1.g til 3.g. Og når nogle spørger, om det ikke er hårdt og besværligt at have med så mange unge mennesker at gøre, så er det jo netop en pointe, at vi kommer tæt på dem, men stadig har en distance, hvor vi mødes om det fælles tredje – det faglige, og det gør vores relation mindre besværlig og konfliktfyldt, end man eventuelt kan opleve som forælder til unge mennesker. Og jeg må sige, at jeg næsten hver dag går helt opløftet hjem af den energi, der er på sådan en institution som vores.

 

Enigheden fortsætter, da der bliver spurgt til det mest udfordrende i arbejdslivet for en gymnasielærer i 2025: Afleveringerne! lyder det i kor uden tegn på, at det behøver yderligere uddybning. Efter en kort pause suppleres svaret dog alligevel:

 

Sine: Der er mange afleveringer, og det kan føles som et Sisyfos-arbejde, der foregår uden det givende samvær med eleverne. Man kan også være i tvivl om, i hvor høj grad eleverne egentlig læser og lærer af den feedforward, man giver, og samtidig er der ikke tid til at sætte sig ned med dem og tale om udviklingsprocessen. For slet ikke at nævne hele AI-problematikken, der har invaderet vores arbejdsliv de seneste år.

 

Selvom de to er enige om det meste, var vejen til jobbet med 40 års mellemrum meget forskellig. Sine betegner det som en tilfældighed, at hun blev gymnasielærer, mens Olivia allerede tidligt i livet vidste, at hun gerne ville undervise:

 

Olivia: Som barn ville jeg være forfatter og skrive fantasy-romaner, men jeg tænkte også allerede i folkeskolen, at jeg ville være folkeskolelærer. Da jeg så kom i gymnasiet ville jeg være gymnasielærer. Men det var overhovedet ikke sejt blandt mine venner, så jeg droppede tanken og besluttede, at jeg så ville læse forsikringsmatematik. Men det kunne man kun i København, og der skulle jeg ikke over, så jeg startede på matematik på universitetet i Aarhus. Her mødte jeg en del andre, der gerne ville være lærere i gymnasiet, og så besluttede jeg at vende tilbage til den fremtidsplan. Så jeg vidste faktisk hele vejen gennem uni, at jeg skulle ud i gymnasieskolen. Jeg skrev også bachelor-projekt og speciale i en didaktisk retning og havde studiejob som matematikhjælper. Og så søgte jer herned, da jeg var færdig og var så heldig at komme i pædagogikum.  

 

Sine: Jeg havde som barn eller ung ingen drøm eller ide om at blive gymnasielærer, da fortællingen om gymnasielærere på det tidspunkt var, at der var stor arbejdsløshed, og man skulle hutle sig igennem med vikariater. Jeg læste dansk og religion af ren interesse på Aarhus Universitet, men så havde man dengang efterfølgende ret til at komme i pædagogikum, og jeg tænkte, at det kunne jeg lige så godt tage med. Det fik jeg så tilbudt på Aarhus Katedralskole, som jeg faktisk slet ikke vidste, hvor lå. Og efter det blev jeg tilbudt et vikariat på skolen, og så har jeg ikke været væk herfra siden. Men måske lå det allerede lidt i kortene, for jeg underviste allerede en del, mens jeg studerede, både som læsevejleder og i litteratur på aftenskoler, i foreningen Kvinder over 40, på Folkeuniversitet, på Universitetet og i retskrivning og grammatik på FO. Jeg underviste endda i litteratur i Husmoderforeningen, og det var nogle bestemte og selvbevidste damer, der blandt andet sagde, at ’Vi vil læse romaner og ikke noveller, for så lærer man slet ikke karaktererne at kende, før det er forbi’.

 

De første bidder af hindbærsnitterne er spist, kaffen damper stadig, og grinene er mange og høje, og på trods af 40 års forskel i erfaring er de to kvinder ikke i tvivl om, hvad der kræves af en god gymnasielærer i dag:

 

Olivia: Det gode relationsarbejde med udgangspunkt i det faglige. Det er også det, som gør arbejdet så fedt. At dit udgangspunkt er, at du sammen med klassen skal have en god time med en god stemning, og at du dermed ikke er så fokuseret på din fastlagte plan. Og det er jo meget forskelligt fra time til time og klasse til klasse, hvad der er behov for, for at vi arbejder i den samme faglige retning på en god måde. Nogle gange er der behov for meget styring, og andre gange er der brug for lidt pauser, og at klassen så bliver hjulpet tilbage på det faglige spor. Jeg er sådan set ikke vildt god til den åbenhed, da jeg er lidt en kontrolfreak. Så det er også en personlig udfordring og udvikling for mig at turde være i det, men jeg bliver mere og mere tilpas i den lærerrolle og er blevet meget bedre til at afkode og mærke rummet – hvor er vi lige i dag. Men det er en symbiose af faglighed og relationel tryghed, for man kan ikke lære det faglige, hvis man ikke har det godt, men man har det heller ikke godt, hvis man slet ikke kan noget fagligt.

 

Sine: Jeg er også gennem årene blevet mere og mere bevidst om, hvor vigtigt relationsarbejdet er for den grundlæggende faglighed, som jo er vores fundament. For nogle elever går jo meget nemt og hurtigt ind i det faglige rum, mens andre er mere tøvende og har måske slet ikke lyst til det – og det at få dem med som er mere usikre gennem det relationelle, det er en af de største succeser, man kan få.

 

Man taler meget om den nuværende ungdomsgeneration ud fra begreber som (mis)trivsel, SoMe og sårbarhed. Men hvordan opleves de unge elever af to lærere, der kommer fra hver deres generation:

 

Olivia: Jamen, jeg oplever, at det er en meget følsom generation – på godt og ondt. De er gode til at dele ting med hinanden og andre – både de positive ting, men de er også bedre til at formidle deres problemer ud i verden i stedet for at gå med dem selv. Man er i hvert fald ikke i tvivl om, hvordan de lige har det nu og her. Jeg ville ønske, at de ville smide deres telefoner lidt væk. For selvom der er mange gode tendenser i ungdomskulturen og på de sociale medier, så er der også mange trælse ting i verden, som de måske ikke har brug for at møde på deres telefon. Og så bliver deres hjerner også bare dovne af de simple fortællinger, som de møder på telefonerne.

 

Sine: Jeg synes også, at der er kommet et meget synligt øget individfokus, og at de - igen på godt og ondt – er blevet meget mere spontane og umiddelbare. Det er ret tydeligt, at de selvfølgelig både har noget fælles med andre ungdomsgenerationer, men at de også er karakteriseret ved noget specifikt. Og jeg ser det som en del af vores dannelsesopgave at vise dem og lade dem reflektere over begge forhold. Men jeg er nu meget optimistisk på deres vegne. De har meget mere selvtillid, end vi havde, og selvom de også har store kriser og personlige udfordringer, så går de til alt muligt og engagerer sig i meget og har på trods af nogle svære omstændigheder faktisk mange ressourcer.

 

Hvilke fordele og udfordringer er der ved at være i klasserummet med den livserfaring og autoritet, man har som ny og erfaren lærer?:

 

Olivia: Der er jo faktisk en ret lille aldersforskel mellem mig og eleverne, og de spørger mig tit om ting, som de regner med, at jeg i højere grad kan identificere mig med i deres situation. Men det er lidt paradoksalt med aldersforskellen og genrationstilknytningen, for det er lidt en både-og-ting. Vi har spillet de samme computerspil og lavet de sammen ting som børn, og mange af deres forældre er på alder med mine, men på andre punkter tænker jeg, at de nærmest taler egyptisk. Jeg har været nervøs for, at jeg skulle erobre autoritet på grund af min alder, men det mærker jeg faktisk ikke. Tværtimod virker det til, at de nærmest har respekt for mine fag, og synes at det er sejt, at jeg har læst dem på universitetet, og som 27-årig er blevet fastansat på en god skole.

 

Sine: Jeg ser jo nærmest kun fordele ved at være ældre og mere erfaren. Man har en stor faglighed med sig, og hvis man har udviklet den og holdt sig ajour, så ligger den jo som en ret stor og sikker bagage. Man er heller ikke så bange for at fejle eller at indrømme, at der er noget, man ikke ved. Man tør slappe mere af og være mere til stede i rummet, hvilket jo netop er godt for det relationelle. Og når det så er sagt, så er det jo vidunderligt at have yngre kollegaer. Vi har nogle sjove og inspirerende faglige udvekslinger, og som vores snak her også viser, så er vi enige om mange ting.

 

Mens eleverne summer ud af klasselokalerne omkring os på den gamle skole mellem kirke og hav, er det oplagt at spørge om, hvad det er for en skole og arbejdsplads, vi befinder os på:

 

Olivia: Aarhus Katedralskole er en ambitiøs, seriøs, åben og mangfoldig skole. Det er en supergod arbejdsplads med gode kolleger, hvor arbejdsdagen veksler godt mellem det praktiske arbejde, når vi skal ud og undervise og så det at sidde og nørde i fred og ro og forberede sig. Der er en stor frihed på godt og ondt, og så elsker jeg al den viden, der er på lærerværelset. Hver gang man har et eller andet spørgsmål, så er der altid nogen, der har en forklaring og et godt og velbegrundet svar. Jeg kan slet ikke forestille mig at lave andet, og jeg håber, at jeg skal have 50 års jubilæum her på skolen. Jeg tænker, at jeg bliver udfordret rigeligt her og kan også se for mig, at jeg bliver ved med at finde nye udviklingsveje og muligheder. Jeg kunne eksempelvis godt tænke mig at være med til at udvikle nogle faglige spil, da jeg tidligere harlavet nogle Escapegames i matematik i et praktik-forløb på uni.

 

Sine: Jeg har jo ikke været mange andre steder, men jeg tænker, at her er højt til loftet på alle måder. Der er sket store ændringer i arbejdstiden, kompleksiteten og samarbejdsrelationerne i min tid, og det er blevet hårdere at være gymnasielærer, men jeg ville aldrig være det foruden, selvom det til tider godt kan blive det endeløse arbejde, især for sådan en som mig, der ikke er en god afslutter. Men jeg synes faktisk, at det er synd for mennesker, som ikke er gymnasielærere, for jeg kan ikke rigtig selv forestille mig et bedre job. Jeg har aldrig overvejet at søge noget andet, men har også holdt mig i gang med nogle ting ved siden af, eksempelvis med at skrive lærebøger på Systime.

 

 

Kaffen er nu blevet kold, og hindbærsnitterne spist. Det er tid til den sidste udgangsreplik, selvom de to ydmyge lærere kvier sig noget ved at skulle gætte på, hvad eleverne vil sige om dem:

 

Olivia: Jeg håber jo, at de vil sige, at jeg er rar, forstående, rimelig, hjælpsom, og at de kan se, at jeg gør mit arbejde for deres skyld. Måske også, at jeg er venlig og viser min personlighed uden at blive privat – og så selvfølgelig, at jeg er sej til mine fag. Et af mine mål med arbejdet er at være inspirerende, da det vil være fedt, hvis jeg kunne bidrage til, at vi kunne få flere kvinder ind i naturvidenskab, især inden for fysik. Jeg vil gerne vise, at man ikke behøver at være en stereotyp mandlig nørd for at bevæge sig den vej, men godt kan være kvinde og kreativ. Det tænker jeg meget over.

 

Sine: De vil sikkert sige, at jeg er gammel. Nej, jeg håber, at de siger, at jeg er energisk – til tider grænsende til det overenergiske, at jeg viser dem respekt og tillid og forsøger at være opmærksom på dem. Måske også, at vi har en god pingpong, og at jeg har en smule humor og er lidt sjov, sød og inspirerende. Jeg synes jo simpelthen, at vi har sådan et vigtigt job. Det er jo blandt andet os, der skal give dem de madpakker med, som de skal leve af senere. Vi skal se dem med respekt, give dem noget fagligt, og noget anerkendelse for dem som de er – som en ligeværdig person. Jeg hørte engang en sige, at du bliver født to gange. Første gang af din mor, og anden gang af din lærer. Det synes jeg er meget smukt sagt, og jeg håber, at det er lidt rigtigt, for så har alle timerne på Aarhus Katedralskole slet ikke været forgæves.

Sådan lyder de sidste ord fra Sine, der i mere end 40 år har inkarneret alle de gode værdier, som er fundamentet for skolens virke. Og på skolens vegne skal der lyde en stor tak for den fantastiske indsats og held og lykke med pensionist-tilværelsen. Og til Olivia skal lyde et held og lykke med de forhåbentligt mange år på Aarhus Katedralskole.

 

FAKTABOKS: Sine (SD)

Navn: Sine Dalsgaard Kristensen

Alder: 67

Fag: Dansk og religion

Fødested: Skive

Student: Skive Gymnasium, 1977

Yndlingsfag i gymnasiet: Dansk og sprogfag og jeg kunne også godt lide matematik til at begynde med.

Yndlingslærer fra egen skolegang: Fru Nielsen, der var klassens dansklærer et år i syvende klasse. Hun var oprigtigt engageret og nærværende i klassen. Hun fik stoppet en grov omgang mobning i klassen, og så sagde hun til mig, at hun troede, at jeg skulle leve af at skrive.

Interesser: At være kreativ, kigge på fugle, vandre, læse bøger, stå på ski, skrive lærebøger på Systime

Ansat på Aarhus Katedralskole: 1987

 

FAKTABOKS: Olivia (ON)

Navn: Olivia Ulrich Nielsen

Alder: 27

Fag: Fysik og matematik

Fødested: Viborg

Student: Viborg Katedralskole 2016

Yndlingsfag i gymnasiet: Matematik, fysik og idræt

Yndlingslærer fra egen skolegang: Min fysiklærer Lennart Petersen i gymnasiet. Han var simpelthen så engageret i os som klasse, og så var han inspirerende, dygtig, rosende, skabte tryghed og fik os til at glemme karakterræs. Og så var han ved siden af gymnasiejobbet en sej hospitalsfysiker.

Interesser: Mountainbike, hund, syning, tegning, generelt at være kreativ, men jeg kan ikke strikke eller hækle.

Ansat på Aarhus Katedralskole: 2023

 

// Tekst af: Peter Kennebo

// Foto af: Emma Ege Petersen