Samtaler med Nicaragua
Alle vores spanskeleverne i 3.g har i disse uger fået lov at deltage i et projekt lidt ud over det sædvanlige. De har nemlig været på sprogskole i Nicaragua - godt nok virtuelt. Eleverne har således ugentligt fået undervisning af nicaraguanske lærere fra sprogskolen La Mariposa Spanish School & Eco-Hotel, der ligger placeret midt i junglen i Nicaragua.
Eleverne er inddelt i små grupper efter niveau og taler sammen én time om ugen med den samme lærer i hele maj måned. Sessionerne er lagt om eftermiddagen, men når eleverne hilser på deres nicaraguanske undervisere er det med et ''Buenos Días" - de 8 timers tidsforskel der er mellem Danmark og Nicaragua betyder nemlig at sprogskolen er gået med til at undervise fra 07:00-08:00 lokal tid.
Selvom den virtuelle sprogskole selvfølgelig kun er en del af elevernes spanskundervisning, oplever underviser Helle Kvisselgaard allerede, at det har givet eleverne et kæmpe sprogligt og kulturelt boost at opleve, at de kan tale med en indfødt på spansk.
Det spændende projekt er kommet i stand ved, at netop Helle Kvisselgaard, via sin datter, havde kendskab til sprogskolen: "Da jeg kontaktede La Mariposa med en forsigtig forespørgsel, var de meget interesserede i at deltage - helt fra begyndelsen! Nicaragua er et fattigt land, og så er de tilmed virkeligt hårdt ramt af Corona. Pandemien betyder ligeledes at landet og sprogskolen mister vigtige indtægter, da der ikke kommer turister til landet. Aftalen er derfor en win-win aftale, hvor vores elever får et stort sprogligt og kulturelt udbytte, og sprogskolen i Nicaragua opnår indtjening i en svær tid. Samtidig får lærerne, der aldrig har været uden for Nicaragua, et kig ind i dansk ungdomsskultur!"
Pengene til projektet kommer fra midler fra regeringen, der skal løfte det faglige niveau efter lang tids virtuel undervisning. Spansk-gruppen på Aarhus Katedralskole blev enige om at søge midler til projektet, og det har i den grad vist sig at være en god ide!