Elever har indsamlet 90.000 kr. til Røde Kors
Søndag den 3. oktober var mange af vores seje elever ude at samle ind for Røde Kors, hvor de indsamlede mere end 90.000 kroner. Eleverne gik i alt 94 ruter og var dermed det gymnasium, der gik næstflest ruter ud af de 109 gymnasier, der deltog landet over. Med det flotte resultat kom Katedralskolen med i lodtrækningen om gymnasieindsamlingens hovedpræmie: et festivalset-up med koncerter og alt hvad det indebærer af lyd, lys og pynt. Onsdag den 27. oktober blev det så afgjort - og Katedralskolen vandt hovedpræmien! Det er vi meget glade for, og vi ønsker stort tillykke til vores elever, der har fortjent det oven på deres flotte indsats under indsamlingen.
Maiken Hvas Amby fra 3.t er Røde Kors-ambassadør på andet år og har sammen med de andre ambassadører stået for at promovere indsamlingsdagen og motivere de andre elever til at gå en rute. Hun har også skaffet sponsorater og stået for at kommunikere den praktiske information ud til indsamlerne.
”Selve dagen er så hyggelig,” fortæller Maiken. ”Når man ringer på dørene, er folk ofte rigtig gavmilde og vil gerne donere. Flere gange er der også nogle, som takker os for at gå en rute.” Udover at støtte et godt formål får Maiken også selv meget ud af at deltage i indsamlingen, fordi hun støtter et større formål – og hun er ikke den eneste: ”Jeg har snakket med flere, som efterfølgende har sagt til mig, at de efter indsamlingen har det rigtig godt med sig selv. Det er dejligt, at så lidt tid kan gøre så meget for både andre og én selv.”
På landsplan blev der i alt indsamlet 15,5 millioner kroner, og mere end 2 millioner kroner blev samlet ind af gymnasieelever. Katedralskolen og landets øvrige gymnasier har derfor spillet en stor rolle i det flotte resultat, og vi kan derfor godt være rigtig stolte af vores elever.