Mødet med Grønlands kultur og natur

3.s er lige vendt hjem fra deres studietur til Grønland. Her mødtes de med en gymnasieklasse og fik et indblik i, hvordan det er at være ung på Grønland. Efterfølgende har flere elever skrevet debatindlæg om oplevelserne, som er blevet bragt i landets aviser.


Den 7. september klokken 00:45 var der afgang til Grønland for eleverne i 3.s. De skulle være afsted en hel uge for at blive klogere på rigsfællesskabet og relationen mellem Danmark og Grønland både før og nu. Pengene til den store rejse kom fra Undervisningsministeriets rejsepulje. Gymnasieklasser kan søge om penge fra puljen, hvis de vil besøge enten Grønland eller Færøerne, og 3.s var så heldige at få en bevilling.  

Billede af elever på vej ombord på flyet

Dagen efter ankomsten til Nuuk tog eleverne hen til det grønlandske gymnasium GUX og mødtes med en af skolens klasser. Mødet med eleverne var en stor succes, og den efterfølgende aften inviterede 3.s de grønlandske elever på aftensmad. Efter maden hyggede klasserne med fællessang og fodbold, og eleverne fra Nuuk underholdt med grønlandske myter. Aftenen sluttede med, at de i fællesskab gik ud og så nordlys, og det var en fantastisk oplevelse.

Billede af nordlys

På turen mødte 3.s ikke kun den grønlandske ungdom, men også den ældre generation. To kvinder inviterede nemlig eleverne på kaffemik en eftermiddag. Det var både hyggeligt og lærerigt at opleve den grønlandske tradition, hvor man åbner sit hjem og byder på kaffe og kage.

Billede af elever til kaffemik

Eleverne var afsted med fagene historie og biologi, og derfor var naturen selvfølgelig også i fokus. Klassen besøgte Naturinstituttet og var på flere udflugter i området omkring Nuuk. De var blandt andet på en vandretur til Lille Malene og sejlede en dag ud i Godthåbsfjorden.

Billede af elever på vandretur til Lille Malene

Vandretur til Lille Malene

Billede fra heldagstur til Godthåbsfjorden

Heldagstur til Godthåbsfjorden

Klassen besøgte også Nationalmuseet, hvor de fik en rundvisning med fokus på livsstil og klasseskel på Grønland. Derudover var eleverne i Landstinget, og her mødtes de med politiker Pipaluk Lynge Rasmussen fra regeringspartiet IA. Hun fortalte om både klimapolitik og det politiske forhold mellem Danmark og Grønland. Efter mødet fik eleverne en rundvisning i parlamentet.

Billede af eleverne i Landstinget

En uge efter afrejse kunne eleverne vende tilbage til Katedralskolen med mange fantastiske oplevelser og nye grønlandske bekendtskaber i bagagen. Eleverne har fået så meget ud af turen, at flere af dem er blevet inspireret til at skrive debatindlæg, som de har fået bragt i både Politiken, Information, Berlingske og Aarhus Stiftstidende.

Læs alle de vigtige og super gode debatindlæg her:

Gymnasieelev: På Grønland lærer de dansk kanon. Vi ved ikke engang, om de snakker dansk | Information

Rigsfællesskabet ser godt ud på papiret, men i virkeligheden er papiret krøllet (berlingske.dk)

Vi danskere ved pinligt lidt: Julemanden bor på Grønland, men hvem bor der ellers? | stiften.dk

Gymnasieelev blev overrasket på studietur: Vi har været respektløse | stiften.dk

Gymnasieelev: Grønland er gået i glemmebogen – og vi er bare ligeglade - politiken.dk