Mads' sabbatår: "Der er ingen grænser for de fede ting, man kan lave"
Mads har altid spillet musik, og for ham har sabbatårene givet mulighed for fordybelse i øvelokalet. Lige nu går han på jazzlinjen på en svensk højskole, og bagefter vil han på konservatoriet.
Mads Lundh Kristiansen blev student fra Katedralskolen i 2020. Han gik i l-klassen og havde musik A og matematik A. Læs med her, hvor han fortæller om sine sabbatår.
Fleksibelt job gav tid til at øve
Efter at jeg blev student, brugte jeg mit første sabbatår på at gå på andet år på musikuddanelsen MGK. Ved siden af det fik jeg vikarjob som pædagogmedhjælper. Det var fedt at have et fleksibelt job, så jeg selv kunne bestemme, hvor meget jeg havde lyst til at arbejde, alt efter hvor meget energi jeg brugte på at spille musik. Jeg blev boende hos mine forældre for at kunne spare sammen til at lave noget andet spændende senere som at rejse eller tage på højskole.
Jazz og højskoleliv
Jeg havde hørt om en svensk højskole, Skurups Folkhögskola, som havde en super fed jazzlinje. Min klassekammerat gik der allerede, så jeg havde hørt meget om den, og jeg vidste, at den ville være lige noget for mig. Jeg så højskolen som en oplagt mulighed for at kombinere et socialt højskoleliv med at dygtiggøre mig som musiker. Det virkede som et fedt sted for musikere med ambitioner om at øve sig og spille en hel masse med hinanden, så det passede helt perfekt med mine behov.
Derfor var det oplagt for mig at tage til højskolens optagelsesprøve, hvor jeg var heldig at komme gennem nåleøjet. Efter mit højskoleophold er min plan at starte på konservatoriet. Jeg har endnu ikke besluttet, hvor det skal være.
Tid til at fordybe sig
Jeg synes, at det bedste ved at have sabbatår er, at man kan gøre lige, hvad man vil. Når man går i gymnasiet, er der hele tiden nogen, der bestemmer, hvad man skal. Man har ikke så meget tid og overskud til at fordybe sig i kreative ting eller personlige mål.
Det fede ved at have sabbatår er også, at man får det ud af det, som man selv lægger i det. Hvis man får fingeren ud og får fundet et job eller som for mit vedkommende lægger mange timer i øvelokalet, så er der ingen grænser for de fede ting, man kan lave.
Mads’ råd til sabbatår
Spar lidt penge sammen, og brug tid på det, du synes er fedt – så er der mange muligheder. Det er nu, der er tid til at udforske nogle af de ting, man ikke havde tid til blandt afleveringer og lektier i skolen.
Læs nogle gode bøger, træn op til en Iron Man, rejs langt væk. Og så skal man være ligeglad med, at ens forældre eller bedsteforældre går op i, hvor mange sabbatår man nu tager. Det tager sin tid at lære sig selv nok at kende til at kunne vælge studie.