Georg Mohr-konkurrencens vinderseminar 2021
Aarhus Katedralskoles elever har tradition for at deltage i en lang række talentudviklinger og konkurrencer - og en ligeså lang tradition for at udmærke sig i disse.
D. 27. februar til d. 2. marts 2021 blev årets vinderseminar for Georg Mohr-konkurrencen afholdt. Vinderseminaret er præmien for at være en af vinderne af Georg Mohr-Konkurrencen og er således den festlige kulmination på hele Georg Mohr-forløbet. Programmet for seminaret indeholdte både undervisning i blandt andet geometri, talteori og algebra, samt virtuelle sociale arrangementer for deltagerne om aftenen. Seminaret afsluttes med endnu en prøve, der skal afgøre, hvem der udtages til det danske landshold, og derved skal deltage ved den Internationale Matematikolympiade, som afholdes i Skt. Petersborg i juli - hvis altså omstændighederne tillader det.
I år deltog hele tre elever fra Aarhus Katedralskole i vinderseminaret, nemlig Jeppe Bjerg Bendsen, Søren Hjøllund Just og Daniel Bay Deutch.
Daniel har fortalt os lidt om den anderledes oplevelse med det virtuelle seminar - læs med her:
Selvom vinderseminariet blev afholdt virtuelt i stedet for ved Mærsk Mc-Kinney Møller Videncenter i Sorø, var indholdet meget det samme. Langt størstedelen af vinderseminariet gik med undervisning inden for forskellige grene at matematikken (algebra, geometri, talteori og kombinatorik), og på at løse en masse matematikopgaver. Vi blev fordelt på 3-4 hold af forskellig sværhedsgrad, og så yderligere i grupper af 3-4 mennesker når det blev tid til opgaveløsning. Alle har selvfølgelig deres egne styrker og svagheder indenfor matematik, så det smarte ved at arbejde i grupper er at man får adgang til alle de andres ”gode idéer”.
Alt denne opgaveløsning fungerer som forberedelse til den afsluttende prøve (sommetider kaldet ”tredje runde”) den sidste dag af vinderseminariet. Her skal hver af de 60 deltagere forsøge at besvare fire svære spørgsmål på fire timer med kun blyant og papir. For det meste er der ét spørgsmål for hvert overemne, som konkurrencen dækker over: algebra, geometri, talteori og kombinatorik. Hele besvarelsen skal skrives ned, scannes og sendes før prøven slutter. Man får så 0-5 point per spørgsmål, afhængigt af hvor god og grundig ens argumentation er.
De bedste 20 af de 60 deltagere får så lov at deltage i NMC’en (Nordic Mathematical Contest), hvorfra de 6 bedste danskere kommer på olympiadeholdet til IMO’en (Den Internationale Matematikolympiade) samt nogle andre mindre vigtige konkurrencer.
Det mest interessante ved vinderseminariet er de andre deltagere, fordi det netop er folk, der er meget gode til matematik. Langt de fleste gymnasier får slet ikke en eneste elev med til vinderseminariet - så at Aarhus Katedralskole fik tre er særligt imponerende. Det var super fedt at kunne dele sit engagement for faget og mærke folk blive ligeså begejstrede over en løsning eller et problem, som man selv er.
Selvom fokus var på at træne vores matematiske evner, var der også nogle sociale aktiviteter. Man kunne vælge mellem for eksempel brætspil, computerspil, tegn og gæt eller bare hyggesnak.
De tre Katten-drenge udmærkede sig i høj grad; ud af 57 deltagere placerede Daniel sig på en 9. plads, Søren på en 20. plads og Jeppe på en 24. plads - dette betyder at alle tre drenge får lov til at deltage i Nordic Mathematical Olympiad d. 16. april, selvom Jeppes deltagelse bliver uofficiel.
Endnu engang stort tillykke til de tre drenge med de flotte resultater!
Er du interesseret i at høre mere om Georg Mohr-konkurrencen - eller andre af Kattens talenttilbud? Så se her!